AAGE ARBJERG HAR UDFØRT FIRMAETS NYTÅRSHILSEN 2018

Randers-maleren Aage Arbjergs underfundige og flertydige udsagn i olie på lærred udgør motivet for firmaets nytårstryk 2018. Det lukker samtidigt leddet efter en uafbrudt række af 35 nytårshilsner til kunder, forretningsforbindelser og venner over hele landet.
Vi slutter ikke med Aages Arbjergs billede, fordi kunsten på nogen måde hænger os ud af halsen.

Måske snarere fordi vores nytårstryk i årenes løb har formået at afdække de fleste genrer og præsenteret så mange vidt forskellige typer kunstnere fra ind- og udland, at tiden nu må være inde til at ryste posen og tænke nyt.
I 1984 lagde vi ud med en overstadigt munter og farverig abstraktion af Tom Krøjer, og siden er det gået slag i slag med en bred vifte af billedkunstnere med Per Arnoldi, Sven Dalsgaard og Corneille som nogle af de mest prominente.

Den nu 70-årige Aage Arbjerg betegner sig selv som en fabulerende kunstner med en stil, der ”stritter i alle retninger”, hvad årets nytårstryk da også bekræfter til fulde.